98 92 14 59 Send mail

Anno 1920

Anker Christensen A/S

Vognmandsforretning

Daglige transporter i hele landet – skal du have noget med?

Daglige transporter i hele landet – skal du have noget med?

At distribuere tungt gods til byggepladser og virksomheder i hele landet er en særlig vognmandsdisciplin, som kræver planlægning, fleksibilitet og dygtige, omhyggelige chauffører. Anker Christensen har lang erfaring med bl.a. at levere vinduer fra Glaseksperten til byggepladser landet over. Et læs til Sjælland hver dag og ofte flere til Jylland. Nu er endnu en fast distribution kommet til, nemlig sten, grus m.v. til landets kirkegårde.

”Da vi overtog MK Riisager Transport, fulgte distributionen for DSN med, for de to virksomheder var tæt forbundne. Vognmand M. K. Riisager etablerede nemlig DSN i 1986, og virksomheden drives nu af sønnen Svend Erik Riisager, der har udviklet DSN til at være totalleverandør til kirker og kirkegårde. Vi er glade for samarbejdet, som holder en lastbil med kran beskæftiget ugen igennem,” siger vognmand Lars Christensen.

Totalleverandør til kirker og kirkegårde

DSN, der har hovedkontor i Tornby og lager i Astrup, er en af de få i Danmark, der kan levere alt, hvad kirker og kirkegårde har brug for, lige fra sten og grus til maskiner, redskaber, planter og udstyr – ja, selv altervin, lys og oblater. Firmaets salgskonsulenter har de lette varer med i bilen, mens de tunge produkter leveres med lastvogn.

Udfordringen i denne type distributionskørsel er at få lastbilerne fyldt også på tilbageturen, så det bliver en fornuftig forretning. Derfor er Lars Christensen dagligt i kontakt med virksomheder og speditører i hele landet, så de mange lastbiler kører mindst muligt med tomt lad.

Ringen sluttes

De to vognmands-familier, Christensen og Riisager, startede begge deres aktiviteter i 1920’erne. Som konkurrenter og kolleger har deres veje krydsedes flere gange gennem de efterhånden fire generationer. Nu små 100 år senere har fjerde generation Christensen så købt en lastbil af anden generation Riisager og indledt et godt samarbejde med tredje generation.